Frederikstorv er blevet bytorv igen

0
- Byen har brug for sådan nogen som os. Vi skaber liv og får friske varer, siger Søren Jensen fra Slagter Bitten.
Lugten af røget kød, oste og friske bær blander sig med hinanden og skaber den velkendte duft af torvemarked på en solskinsdag.

Grønttorvet har skiftet placering et par gange, siden det så dagens lys i 1894, og sidst i efteråret flyttede det fra Ågade Torv til Frederikstorv – tilbage til hvor det hele begyndte.

Annette Larsen, formand for Aalborg Torvehandlerforening, fortæller, at det generelt set har været en positiv oplevelse at have flyttet torv.

– Selvfølgelig var vi lidt skeptiske i starten i forhold til, hvad vi gik ind til. Men kunderne har været flinke til at følge med, og der er også kommet mange nye kunder til, siger hun.

Hun glæder sig især over de nye omgivelser.

– Det, at vi er samlet her, giver et mere hyggeligt og intimt miljø. Det er et rigtigt bytorv her, i stedet for at vi før stod på en parkeringsplads og råbte til hinanden. Vi kan også mærke på kunderne, der melder tilbage, at det her er hyggeligt, siger Annette Larsen.

Bente Mott fra De Glade Gartnere er ved at stille kasser med grøntsager klar på salgsbordet. Hun synes også, at det er hyggeligt at holde til på Frederikstorv, men det har samtidig været svært at flytte fra Ågade Torv til Frederikstorv, fortæller hun.

– Det har kostet os kunder, og vi er gået ned i omsætning. Det er svært for de kunder, der er gangbesværet, at komme her på grund af brostenene, siger Bente Mott.

Hun fortæller desuden, at de er i konkurrence med de butikker, som ligger et sted, hvor der er parkeringspladser.

– Nogen vil mene, at det ikke er et problem at gå et stykke til en parkeringsplads, men det er tit større mængder, folk køber ind, siger Bente Mott og fortsætter:

– Men det, vi kan, er at have tiden til at opbygge relationer og få et godt grin sammen. Der er altid en god stemning blandt vores kunder, og nogen kommer og siger hej, selvom de ikke skal købe noget.

Skråt over for De Glade Gartnere står Søren Jensen fra Slagter Bitten i skygge for solen i sin vogn. Han synes, at folk har taget godt imod flytningen, men ligesom Bente Mott oplever han også, at nogle kunder er faldet fra.

– Vi har mistet faste kunder fra den ældre kundekreds, og det er især dem, der har holdt liv i formiddagene på onsdage, siger Søren Jensen og begrunder det med brostensbelægningen.

Han oplever dog også, at der nu bliver lagt mere mærke til Grønttorvet.

– Byen har brug for sådan nogen som os. Vi skaber liv og får friske varer. I stedet for at Fru Hansen skal købe en pakke med ti koteletter i et supermarked, kan hun nøjes med at købe to koteletter her. Vi står med kvalitetsvarer, og det er det, der trækker folk til, siger Søren Jensen.

Annette Larsen medgiver, at der er udfordringer med brostensbelægningen og få parkeringspladser.

– Men kommunen har lovet, at de blandt andet ved Netto vil lave nogle parkeringspladser til os, så vi håber på, at det snart lykkes, siger hun.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close